Luften herinde smager af salt. Kasser med farvet klæde, Rhinsk vin og duftende krydderier står side om side med tønder af saltet sild og torsk.
Hér har man altid levet ved og med det enorme hav som konstant slår mod kysten. Her har man i generationer draget ud over bølgerne, og vendt tilbage med varer fra fjerne egne.
Her lever man af havet. Men det livgivende hav er også et hav som tager. Som med en ubeskrivelig kraft har trukket generationer af fædre, onkler, brødre og sønner ned under overfladen, og kvalt deres skrækslagende skrig med saltvand og mørke.
Og de få som er heldige at rede sig i land, fortæller skræmt om altødelæggende skibsforlis, hvor havfolk flår sømand over borde og hvor enorme søuhyrer knækker masterne på selv de største skibe, som var det pindebrænde.
Ja, det er næsten som om, at dette hav har en vilje.
Måske tager noget eller nogen sig betalt for at styrke bølgernes kraft og skabe død og ødelæggelse – hvad er det der regerer over dette hav?