Kirken tager skarpt afstand fra magi og trolddom. Kun Gud kan udføre mirakler – alt andet er Djævelens værk. Men for store dele af befolkningen er skellet ikke så skarpt. For ligner de kirkelige ritualer ikke den magiske praksis?
Kirketagets bly, jord fra kirkegården og stykker af kirkesten bliver hjembragt og nedgravet i og ved folks huse som beskyttelse mod Det Onde. Selv døbefonten, omdrejningspunktet for ét af kristendommens vigtigste ritual, dåben, bliver gjort til centrum for magi. Her døber man i hemmelighed også de berygtede voksdukker, som var frygtet af selv kong Christian 4.
Dukkerne bliver navngivet efter én, man ønsker at skade, hvorefter man påfører den de ulykker, man ønsker for sin fjende. Hvis dukken skal virke, skal en præst døbe voksdukken.
I 1611 blev præsten Jens Hansen Rusk fra Lønne brændt som troldkarl. Han havde, ved siden af sin fattige tilværelse som præst, ernæret sig ved at frembringe og sælge amuletter og besværgelsesbreve på markedet i Ribe. Han blev også dømt for at have døbt et voksbarn, der siden hen blev brugt af en heks til at tage livet af en mand.