Det syder over det knitrende bål. Duften af stegt kød breder sig i luften. Men det er hverken køllen fra et lam eller ryggen af en gris, der er ved at blive tilberedt her. Nej – på et spid over de glubske flammer roterer i stedet et spædbarn. Rundt om står de sultne og venter på at sætte tænderne i det unge kød.
Alle frygter heksene. Lærde eksperter, som undersøger de dæmoniske farer, beskriver ned til mindste makabre detalje, hvordan hekse steger og koger små børn for at spise deres kød, og lave magiske salver og miksturer af det resterende fedt og knogle. Gruopvækkende historier om mennesker og dyr, som bliver syge, invalide og dræbt af de magiske kræfter. Blot en let berøring eller et kort blik fra heksen er nok til at ulykke og død kan ramme.
Hele landsbyer og marker bukker under for de djævelske magter, når pludselige haglstorme og enorme mængder regn skyller høsten bort.
Ja, disse kvinder og mænd, som har indgået en pagt med Djævelen, besidder de mest frygtindgydende kræfter, og overfører også deres skræmmende magi til alt fra tudser og slanger til hellige nadverbrød og voksdukker.
Med dem følger skader, død og ødelæggelse.