De mange hekseprocesser og deres utrolige historier om trolddom skræmmer folk, og præsternes dommedagsprædikener forstærker blot frygten for den djævelske fare.
En lille gruppe mennesker går dog aktivt ind i kampen, og nogle udviser endog en udpræget passion for at forfølge hekse. Om det er pligten, frygten for Gud, ønsket om magt, penge og status, der driver de forskellige typer af heksejægere, er der ikke et entydigt svar på, men fælles for dem alle er deres ivrige korstog mod djævlen og hans hjælpere.
De fleste heksejægere er embedsmænd, og har derfor en lettere adgang og forbindelse til retten og domstolene. Nogle organiseres i grupper, i en inkvisition eller heksekommission, med ansvar for hekseforfølgelse over et større område.
Andre jager næsten på egen hånd og initiativ. Som den fattige Oluf Klokker, der fik to hekse brændt i Ribe i 1600-tallet. Andre har magt til langt større jagter. Den katolske fyrste, Balthasar von Dornbach, indleder en heksejagt i 1602, der fire år senere ved hans død ender med at have kostet 200 mennesker livet.
Folk i de nedre lag af samfundet bliver også brugt i jagten på hekse og trolddom. Den berømte engelske heksejæger Matthew Hopkins, der gik under titlen ”Witch Finder General”, rejser i årene 1645-47 omkring med sit eget følge af kloge koner, de såkaldte prikkere, der hjalp ham med at udpege hekse.