De sidste gløder dør langsomt ud i takt med, at den kølige oktober-regn begynder at falde. Han kan ikke lade være med at tænke på den aften.
Den aften, hvor en tandpine nær havde drevet ham til vanvid, og han i desperation havde opsøgt hende – i håbet om, at hun kunne lindre hans dunkende smerter.
Flere fra landsbyen kom for at søge hjælp og råd hos hende, og den aften var det så ham der havde brug for hendes magi. Hun jog et søm ind i den betændte tand, så det isnede helt ind i kraniet på ham – og beordrede ham derefter til at finde en kælder, og banke sømmet ind i en bræddevæg allerbagerst i mørket. Så søm, bræt og tandpine forblev borte. Ja, gennem tiden havde kvinden hjulpet mange i nødens stund.
Og hun ville jo bare hjælpe. Også hjælpe den stakkels unge pige, som gerne ville af med det barn hun bar i sin mave – men som døde kort tid efter.
Hun ville bare hjælpe. Og forskellen på sort magi og hvid magi er vel om man vil nogen noget ondt eller godt? Hun ville jo bare hjælpe. De kunne jo have nøjes med at landsforvise hende og tage familiens formue.
Uden læger eller apotek – hvem skal så nu hjælpe dem i landsbyen næste gang deres lykke vender til ulykke?