Et skænderi, en anklage om snyd eller blot en misforståelse.
I disse svære tider skal der ikke meget til, at frustration og afmagt står i lys lue. Men når man mister besindelsen og hadet trænger sig på, er der ikke langt til, man udskælder og forbander sin næste. En forbandelse som reaktion på uret, men også en forbandelse, som nu kan knyttes til en hvilken som helst efterfølgende ulykke. Rygtet om trolddom sidder fast – og i et samfund bygget på ære og et godt rygte, kan det få fatale konsekvenser at blive stemplet som uærlig.
Heksens vej til bålets flammer er dog lang – ja, der kan let gå tolv år fra sladderens spæde start til hekseprocessen indledes. Tolv år, hvor den mindste fjer bliver til ti høns, og hvor selv det bedste omdømme kan tilsværtes af et djævelsk ry. Ja, anklager kan endda rejses og afvises på tinget, for igen at blive fremført år senere.
Beskyldningerne kommer ikke kun fra naboer og medborgere. De kan også komme fra de trolddomsdømte selv. Under tortur presses de ikke kun til at erkende alle deres gerninger men også til at angive andre hekse – som del af en større heksekreds. En tredjedel af alle trolddomsanklager i Danmark bliver derfor allerede indledt på pinebænkens brædder.