Du må ikke lade en troldkvinde leve – det står der i Bibelen. Eller gør der nu også det?
Den engelske præst, John Webster, er i 1677 sikker på, at den hellige bog er oversat forkert. Sammen med andre lærde tilslutter han sig den voksende gruppe af lærde, der stiller sig skeptisk over for trolddom og heksetro. Op gennem renæssancen er det nemlig ikke alle som er overbeviste om Djævelens magt.
Johan Weyer, som er læge og dæmonolog, forklarer allerede i 1560’erne de anklagedes unaturlige opførsel med, at de er psykisk syge eller har taget euforiserende stoffer. De skal derfor ikke straffes, men har i stedet behov for medicin og religiøs vejledning.
Men gruppen af skeptikere, spredt rundt omkring i Europa, kæmper en ulige kamp mod den gængse tro hos folk, kirke og domstol. Det bliver et langt sejt træk, op gennem 15-, 16-, 17-, og til dels også 1800-tallet for skeptikerne og deres forsøg på at overbevise folk om, at der er en naturlig forklaring på det unaturlige. At det ikke er Djævelens ondskab, der er skyld i al den uheld og sygdom. Og at helbredelsen ligger i medicin og videnskab frem for magi og overtro.