Han underskriver kontrakten med sit eget blod. Med dette blodige papir sælger han sin sjæl, som betaling for at Djævelen skal tjene ham.
Den kendte fortælling og skuespil om den lærde Faust, som indgår en pagt med Djævelen for et bedre liv, er en ny måde at fortolke Djævelens rolle på. Forestillingen om Faust er populær i befolkningen, og nogle begynder endda selv at udføre de ugudelige kontrakter i håbet om at forbedre deres svære liv. Djævlepagten ender også med at blive skrevet ind i lovgivningen om trolddom.
Men selvom en skriftlig kontrakt med Det Onde burde være et meget håndgribeligt bevis på trolddom, bliver det i 1700-tallet ikke set som ægte trolddom af landets højesteretsdommere, teologer eller kongen – for har Djævelen overhovedet været involveret?
I stedet bliver forsøgene på at indgå aftaler med Djævelen set som gudsbespottelse, og de dømte forsøgt ført tilbage på den gode, kristne vej ved undervisning og hårdt arbejde. De bliver kun henrettet, når de ikke viser anger. Da sker det ved halshugning frem for på bålet. Sådanne sager ses der flere af i 1700-tallet. Ofte udgør mænd med tilknytning til hæren de anklagede.