Nyfortolkning

Op gennem 1800-tallet begynder troen på hekse at svinde ind. Hvad der før var en reel frygt for det overnaturlige, bliver nu en erindring om en allerede fjern fortid, hvor overtro havde sin plads i samfundet.

Minder, ritualer, skikke og vandrehistorier overleveres til folkemindesamlerne, som over hele Europa rejser landene rundt og nedskriver fortidens trolddomshistorier inden de forsvinder i glemslen. Det gjorde bl.a. Brødrene Grimm, hvis arbejde inspirerede andre.

Den nye verden er baseret på videnskab. Heksen fremstilles nu blot som en fantasifigur, som optræder i eventyr og teaterstykker. Med sin sorte spidse hat og krogede næse, ridder hun overskrævs på et kosteskaft – hen over nattehimlen. Heksen er blevet til en eventyrlig sagnfigur – side om side med trolde, nisser og andre fantasivæsner.

Troen, frygten, hadet og alle de skæbner som har lidt gennem de danske hekseprocesser er endt som en underholdende fortælling om en tid, hvor uvidenhed og overtro herskede i landet.