Politiske hekse

Hun er kvindekampen. Med passion protesterer hun mod et samfund domineret af mænd – og den historiske heks bliver ikke kun et symbol, men også beviset på kvindens undertrykkelse.

Siden kvindefrigørelsens opblomstring i slutningen af 1800-tallet er hekseforfølgelser blevet brugt som et eksempel på samfundets kulturelle og systematiske forskelsbehandling mellem kvinder og mænd. Det førte i 1970’erne til meget overdrevne forestillinger om hekseforfølgelserne i Europa, hvor man talte om millioner af henrettede.

For feminismen har heksen igennem generationer været set som en stærk og seksuel kvinde – en farlig kvinde for manden, som derfor gør hvad han kan for at holde hende nede. På den måde bliver heksen en heltinde. Et magtfuldt symbol på den utæmmelige kvinde og ikke blot en historisk skikkelse – selvom der går en lige linje.