Fugten driver ned af væggene og blander sig med stanken af mug og afmagt. Strøet om på gulvet som udmattede tøjbylter, ligger de her og skutter sig for den bidende kulde. Kvinder, mænd, gamle, børn – alle med den samme skæbne – alle er de endt her i fattighuset.
Årtier med sygdom, krige og det stadigt koldere vejr, har trukket dybe fuger i befolkningen. Familier bliver splittet – og de som ikke bukker under og dør, står hjælpeløse tilbage uden at kunne brødføde sig selv og deres nærmeste.
Gennem hvert et sogn minder de mange fattighuse alle om de usikre tider. Og er man først endt her, inde bag disse vægge, er ens skæbne beseglet med sult og armod. For fattigdommen klæber til mennesket som lungebetændelsen i det raspende svælg, og smitten spreder sig hastigt ud over land og by.
Men måske er der en grund til, at de er endt, hvor de er endt. Ærlige kristne folk lander jo sjældent i denne selvforskyldte dårligdom. Fortjener de egentlig en almisse, hvis de har fortjent den skæbne?
Er de ikke nærmere svindlere, tyve, der blot vil trække dig med ned? Bag deres tiggeri og æreløse liv lurer kræfter, som kun vil dig ondt.
Læg en mønt i fattigkassen – og hold dig hellere på afstand!