Danmarks sidste heks

I 1693 bliver den 74-årige Anne Palles, som den sidste i Danmark, dømt for trolddom og brændt på bålet.

En kvinde står anklaget for at have forgiftet en mand med afskrab fra en menneskeknogle. Kvinden angiver Anne Palles som heks, og Anne indrømmer selv, at hun har forhekset en ung kvinde og en lille dreng, indgået den sataniske pagt med Djævelen i skikkelse af en sort kat, samt pisset ulykke ind i en gård.

Men retssagens forløb bliver dog meget usædvanlig. For da sagen når til Højesteret, trækker Anne Palles, noget overraskende, sin tilståelse tilbage. Hun var blevet slået og truet gennem forløbet, og havde derfor i sin tid følt sig tvunget til at tilstå anklagerne om trolddom. Denne nye udvikling splitter Højesteret ad. Seks af dommerne vil nøjes med at dømme hende til pisk og landsforvisning. De mener hun er blevet presset til at tilstå.

Flertallet stemmer dog for dødsstraffen. De synes retten bør stå fast, så sagens usædvanlige forløb ikke får andre kriminelle til at trække allerede givne tilståelser tilbage. Anne Palles dom formildes dog en smule. Hun dømmes til halshugning, inden hun skal brændes og bliver dermed ikke kastet levende i flammerne.

Afslutningen på de danske hekseforfølgelser følger en gennemgående udvikling i Europa. Små 100 år efter Anne Palles død, bliver Anna Göldi fra Schweiz det sidste offer for de europæiske hekseprocesser.