Salte tårer blander sig med snot og den bitre smag fra asken, som stadig hænger i luften. Han husker på hendes sidste febrilske blik, da hun blev bundet og rejst op over bålet.
Han havde advaret hende.
Hun vidste jo godt, at det kunne ende galt. Men de havde brug for pengene, som hun sagde. Og han havde ikke spurgt mere ind til det, og hun havde hverken uddybet eller fortalt. Fortalt, hvad det var hun gjorde, når landsbyens folk kom til hende, plaget af sygdom og ulykker. Når høsten slog fejl, dyrene fik bylder og folk mistede deres slægtninge til feberens klamme hånd – så kom de til hende, og betalte for at få vendt deres lykke på ny.
Men lykken vendte ikke denne gang.
Den unge pige, som ikke ville bære den horeunge hun var gravid med – hun var blevet advaret. At fordrive et ufødt barn kræver giftige og farlige planter, havde hans kone forklaret hende. Der er en grund til, at folk på egnen kalder netop disse urter for Jomfrupalme og Barnemord.
Pigen døde kort tid efter hun havde drukket den bitre urtedrik, og hans kone blev udpeget som den skyldige – skyldig i at bedrive den farlige magi.
Han lader sine fingre glide gennem den blege aske. Det er ved at blive mørkt. Han havde advaret hende. Hun vidste jo godt, at det kunne ende galt.