Når sladderen om heksens gerninger går fra ondsindede rygter til en offentlig anklage, træder dommeren ind på scenen. Sammen med nævninge skal han lytte til sagens parter, træffe en afgørelse og afsige den endelige dom.
Alle sager om trolddom fra 1576 til 1686 skal forbi to domstole i Danmark: det lokale ting og landstinget. På det lokale ting er dommeren valgt blandt områdets rige bønder eller købmænd. Han har ingen retslig uddannelse, og må derfor tilegne sig erfaring sag for sag og stole på hvad han i forvejen ved om de lokale borgere.
Efter domsafsigelse appelleres sagen automatisk, og føres nu videre til landstinget. Landsdommerne er modsat dommerne på de lokale ting, lærde mænd med uddannelse fra både ind- og udland. De bygger i højere grad deres afgørelser på sagens beviser og vidneudsagn, frem for et personligt kendskab til de indblandede parter.
Få sager føres efter landstingets domsafsigelse videre til landets øverste domstol: Kongens Retterting. I disse sjældne tilfælde er det kongen selv, som skal forholde sig til trolddomsanklagen.