”Har hun sladret om mig? – er jeg også mistænkt?”
Massen af mennesker omkring det udbrændte bål er stadig tæt. Og dér, blandt de andre landsbyboere, står hun. Hun snakker med. Hun taler dem efter munden. Men en gruende rædsel ryster hendes indre.
Derhjemme, i hjørneskabet på nederste hylde, allerlængst inde – ligger den. Svøbt i et klæde og holdt hemmelig for resten af familien: en lille dukke, skåret i alrunens giftige rod. Skabt til at bringe dem alle lykke – bringe dem en andens lykke. Hun ved godt det er forkert, men koen var død og efter den våde august, hvor marken stod under vand og halvdelen af høsten rådnet bort – hvordan skulle de så klare sig igennem vinteren?
Hun havde lært om den hvide magi, om helbredende miksturer, håndspålæggelse og hvordan man giver den lille knoldede rod så megen kraft, at den kan drage lykken – fra én skæbne til en anden. Hun havde lært det af hende, som flammerne nu har opslugt. Og nu var bålet brændt ud, men rygterne tændt. Og de ville sprede sig som rotterne på fattiggårdens loft.
Er hun også blevet udpeget? Er hun den næste, de vil brænde?