Hun står der mellem sin far og mor, og knuger dukken ind til sig.
Selvom om de raserende flammer og paniske skrig for længst er døet ud, kan hun stadig høre hendes hæse stemme – heksens stemme: ”I satans møgunger – må Fanden tage jer!”
Pigen og hendes storesøster havde løbet nede ved havnen den dag, og grinet af den arrige kone, som var skvattet i lorterenden og nu lå på alle fire, smurt ind i skidt og havde forbandede de to piger langt væk.
Kort tid efter blev søsteren pludselig syg og døde. Inden havde hun været sengeliggende i en uge, og vredet sig og talt i vildelse, som om hun var plaget af dæmoner.
Pigen knuger dukken ind til sig – hendes søsters dukke.
Regnen har omdannet den porøse aske til en klæbrig grå masse, der stænker op på hendes støvler og skørt. Pigens mor og far prøver at berolige hende. Nu er heksen væk – straffet for sin ukristelige gerning. Men bare fordi heksen er forsvundet i bålets flammer, så hænger forbandelsen vel stadig tungt over pigens hoved?
”Må Fanden tage jer”