Dyr kan også blive ofre for trolddom. Dødeligheden blandt kvæg og heste er høj, og ofte ses det som et tegn på Djævelens tilstedeværelse og at hekse har været på spil og slået dyrene ihjel.
Men dyrene er ikke kun uskyldige ofre, og man ved aldrig, hvad de skjuler. De kan også være heksenes dæmoniske hjælpere kaldet hjælpedjævele, givet til heksen af Djævelen. Endnu værre er det, at de kan være heksen i forklædning – eller endog selveste Djævelen i dyrets skikkelse.
Helt almindelige dyr som hunde, katte, harer, ravne og flere andre dyr kan indeholde skjult ondskab og dyrene indgår derfor ofte i hekseanklager. I 1614 blev Maren Pedersdatter fra Varde sammen med sin heksekreds, beskyldt for at have skaffet sig vin og penge ved hjælp af hjælpedjævele i form af en falk, en spurv og en svale.
Djævelen kan gemme sig i alle Guds skabninger.