I 1693 brændes den sidste dansker for trolddom. Myndighederne nægter herefter principielt at dømme anklagede til bålets fortærende flammer.
Men i befolkningen lever troen og frygten for troldfolk, og deres magi, videre mange år endnu. Især i landbefolkningen er man overbevist om, at ondskaben regerer. Folk tyer til selvtægt, og flere troldfolk bortvises fra deres hjem, uden at sagen kommer for en dommer. Nogle gange ender det endda i lynchning og mord, når folk tager sagen i egen hånd og selv handler på mistanke og frygt.
Der kendes flere lynchningssager fra 1700-tallet. Den sidst kendte er 82-årige Anna Klemmens fra Horsens. Hun bliver i år 1800 tæsket ihjel af en ophidset hob, efter en lokal klog kone har udråbt hende som heks.
Mange tyer dog stadig til de kloge koner og mænd, som rundt omkring på hver en egn, praktiserer naturmedicin, magiske ritualer og har forstand på brugen og misbrugen af trolddom. Modsat den øverste del af samfundet, som sætter sin lid til den moderne lægevidenskab, sidder troen på magi og det overnaturlige dybt i landbefolkningen. Det er så udbredt, at staten i 1794 vedtager en lov mod kvaksalverne, som de kaldes, og deres uautoriserede lægevirksomhed.
Helt op i 1900-tallet bruger man stadig kloge koner og mænd når sygdom og ulykker står for døren.