De forpinte skrig runger gennem celler og gange. Hér kommer alle på pinebænken, indtil den djævelske gerning erkendes. Johan Georg Fuchs von Dornheim, også kendt som Heksebrænderen, har i kampen mod trolddom bygget dette fængsel – kun til hekse.
Den katolske fyrstebiskop i det tyske område Bamberg, er berygtet for sit indædte korstog mod alle de ugudelige, og under hans styre kommer mange hundrede under tortur, og dømmes til bålets flammer.
I kraft af sin rolle som både kirkelig og verdslig leder er Johan yderst magtfuld og effektiv. Han opretter en heksekommission, der skal få bugt med alle, der bekender sig til trolddom – også den protestantiske kirke, der i hans øjne er lige så ugudelig.
Efter en fejlslagen druehøst i 1626 opstår der en reel heksepanik. Kun Djævelen og hans hjælpere kan stå bag den katastrofale høst, og hekseanklagerne eskalerer i et uhørt tempo. Heksebrænderen orkestrerer de mange trolddomssager, og på blot fem år henrettes mere end 600 mennesker. Den hidsige heksepanik bliver først bremset da eliten og folk fra den øverste del af samfundet også rammes og dømmes. Den tyske kejser stopper til sidst de mange processer.