Heksen bliver dømt skyldig, men inden bålet venter, skal den dømte endnu en gang under forhør. For selv om heksen har indrømmet sin pagt med Djævelen, slutter sagen ikke her.
Flere hekseprocesser starter som en enkelt sag, men udvikler sig gennem forhør og tortur til mange forbundne anklager og sager. Som en kædereaktion angiver den dømte andre folk for trolddom, der så yderligere angiver flere folk.
I særlige tilfælde opstår en nærmest panisk stemning omkring retssagen. Den kan ende i uoverskueligt mange hekseanklager på kryds og tværs af lokalsamfundet, og hele familier – mænd, kvinder og børn – og også højtstående borgere kan blive udslettet.
En svag centraladministration, de store mængder hekseanklager angivet under tortur, kombineret med slækkede krav til vidnerne, danner ofte grundlag for disse heksepanikker. Værst går det i de mindre tyske stater Bamberg, Trier og Wurzburg. Under den største panik i Køln, bliver 2000 mennesker henrettet for trolddom inden for blot 8 år.
Ofte finder panikkerne deres afslutning, når anklagerne begyndte at ramme atypiske anklagede som børn og velstillede borgere. Måske fordi de ikke normalt bliver forbundet med trolddom.