De flyver derop, overskrævs på høtyve, koste, gedebukke – ja, selv på hunde. Helt op til bjergets top, hvor de alle samles for at fejre ondskaben – med Djævelen som æresgæst. En perverteret sabbat, hvor barnedrab og kannibalisme bliver udøvet side om side med blasfemiske ritualer og sex med djævlebesatte dyr og dæmoner.
Mange dæmonologer – eksperter i hekse og dæmoner – er overbeviste om, at heksene mødes til disse ugudelige fejringer på bjerge og højdedrag rundt omkring i Europa. Hvert land har sin egen version og uhyggelige fortælling om heksenes sammenkomster, men ens for dem alle er, at heksesabbatten fremstår som en mørk og forvrænget spejling af det gode kristne liv.
Selvom mange mistænkte hekse indrømmer at have været til sabbat – eller i det mindste at have danset med andre hekse i mindre grupper på kirkegårde eller endda i egne stuer – er det ikke alle eksperterne, der tror på idéen om sabbatten. De utrolige fortællinger om hekse, der flyver til sabbat på markredskaber de har smurt med magiske salve, virker for fantastiske for nogen.
Idéerne er mest udbredte i de katolske lande, mens de er sjældne i f.eks. Danmark-Norge og England.