Selvom lande og konger op gennem 15-1600-tallet er travlt beskæftiget med at bekæmpe hekse og trolddom, benytter flere monarker sig faktisk selv af magi.
Bezoar-sten, forstenede hajtænder og ædelstene tillægges store kræfter. De bruges blandt flere regenter som beskyttelse mod stærk trolddom. Den engelske dronning Elisabeth d. 1. , der regerer i sidste del af 1500-tallet, har sin egen hofmagiker John Dee, og hun bærer altid rød koral på sig for at afværge trolddom.
I Danmark fordømmer kong Christian 4. på det kraftigste brug af al trolddom. I 1617 udgiver han en lov, der endda også forbyder den hvide magi. Hvid magi så man ellers tidligere langt mildere på, og den er blevet brugt af landbefolkningen gennem generationer.
Men selv den trolddomsforagtende danske konge bærer en magisk amulet af jadesten. Nogle siger, at den beskytter mod nyresten, andre mod trolddom. De lærde er ikke enige om, hvad der er legale medikamenter mod sygdom, og hvad der er ren djævelskab. Og selv for regenterne – Guds udsendte – står det ikke altid helt klart.