Skyerne over ham trækker sig sammen som knugede næver. Han havde advaret dem alle. Advaret dem om, hvad der vil ske dem, som bekender sig til ondskaben.
Og selvom hun var blev dømt for at lave en ugudelige mikstur, der tog livet af en ung pige og hendes endnu ufødte barn, var ondskaben ikke stoppet. Efter dommen var man for alvor kommet til bunds i alle hendes djævelske gerninger. Med pisk og glødende jern-tænger havde bødlen trukket fortællingerne om ondskab og Fandens planer ud af hendes kødelig korpus. Selv knogler med runernes sorte tegn, havde hun tilstået at have frembragt – og det må være sandt, også selvom man hverken havde fundet nogen i hendes hjem eller blandt hendes ejendele.
Andre blev nok overraskede over alle heksens indrømmelser, men ikke ham. Han har hørt det før, læst beretninger om de mest diabolske gerninger, som er kommet frem i lyset. I Tyskland torturerer man allerede før dommen er faldet. Og her er der hekse, som tilstår, at de har gjort folk til varulve, solgt udøbte spædbørn til Djævelen og forårsaget pestens hærgen gennem land og by.
Regnen vasker soden af hans pande. Det er næsten som om han kan dufte, at selve luften omkring dem er blevet renere – nu, hvor bålet er brændt ud og endnu en heks er fordrevet fra Guds jord.