Troldmandens rødder går langt tilbage. Skolet i den lærdes magi, har han klædt sig i en magtfuld kåbe – klar til at indgå i spillet om politisk og militær magt.
Selvom også mænd bliver anklaget for trolddom under hekseforfølgelserne i 15-1600-tallet, er hans historie efterfølgende blevet en anden.
Eftertidens fortællinger og eventyr ser fortsat troldmanden som en lærd magiker, der ikke som kvinden beskæftiger sig med hverdagsmagi. Hans store styrke og evne til profeti er i stedet med til at understrege billedet af den lærde og vidende troldmand. Ikoniske figurer som Merlin, Gandalf og Dumbledore præsenteres på lige fod med riddere og konger – og tager del i storpolitiske konflikter og kampen på slagmarken.
De seneste årtier har troldmanden dog undergået en forvandling. Lige som troldkvinden har han fået flere nuancer og findes nu oftere i en yngre og attraktiv udgave – både i skikkelse af den gode og onde magiker, der beskæftiger sig med alt fra dagligdagens småproblemer til episke kampscener.